den lille mælkebøttepige.

Da jeg så min far prøve at begå selvmord og min angst for døden begyndte.

Vi boede stadig i vores rækkehus. Mor var flytte hjem igen og hverdagen var igen som den altid været.

Far gik på arbejde mor stod ved købmanden og drak, jeg kom i børnehaven når det lige passe ind mors billede. Der var ofte skænderi og sloskampe. I virkeligheden havde ingen af os det godt i det hus.

Mine forældre var begyndt at låse hovededøren når de skændes. Det gjorde de fordi jeg havde før løbe min vej, når det blev for voldsomt. Jeg have 1 gang løbe over hente hjælp hos nogen jeg kendte, de var rocker og de have desværre banke min far. Fordi han have banke min mor. efter der begyndte de at lås døren, og jeg kunne ikke lås den op.

så var jeg fanget når de sloges. Min krop skreg flygt men jeg kunne ikke så den valgt fryse.

Den her dag var der endnu et skænderi. Jeg vidste at der ville ske mere, det begyndte altid med et skænderi, som så ende ud i sloskampe. De sagde nogen voldsom ting meget af det forstod jeg slet ikke. Men jeg forstod udmærket at det ikke var godt tegn.

Mor sagde til mig jeg skulle tag sko på. Jeg tog dem på så hurtigt jeg kunne. Så gik vi ned efter øl. Vi gik til Købmanden. Det var på en måde ret at komme ud her var der mindre risiko for ballade. På vej hjem, prøvet jeg at få mor til ikke at gå tilbage. Jeg have ikke lyst til skulle overvære endnu en sloskamp. Men mor var fastsat på gå hjem, så jeg måtte bare følge efter.

Samtidig holdt jeg øje med far ikke kom løbende og angreb os. Det var nemlig sket før.

Da vi kom tilbage til vores hus. Skulle mor tømme postkassen. Og jeg gik ind af døren. Det syn der mødte mig glemmer jeg aldrig. Min far sad på trappen, han havde køkken kniv i hånden og hans arm bløde voldsomt. Jeg fik som om jeg skulle besvime og kaste op. Jeg gik ud til min mor, hun så mærkeligt på mig. Jeg var hvid i hovedet og kunne ikke sige en hel sætning, men fik fremstamme far. Blød. Dø.

Min mor gik ind, jeg gik efter. Mor blev voldsom sur på far. Hun Sagde han kunne have gået et andet sted hen, og gjort det lort. Så jeg ikke skulle have set det.

Hun råbte højt. Jeg stod bare og så på far der græd. Jeg vidste ikke helt hvad der foregik, men noget i mig vidste godt at man kunne dø af det.

jeg var 5 år, og havde et meget mærkeligt forhold til min far. på den ene side elskede jeg ham ubeskrivelig, og på den anden så jeg ham som den onde. Fordi det var ham der slog mor.

Lige her stod jeg midt i blod og råben og gråd. Gik det op for mig jeg have ikke lyst til miste min far. Jeg var bange for miste ham.

Mor havde inden jeg havde set mig om, pakket vores ting sammen. Og så skulle vi gå. Jeg blev forvirret skulle vi ikke hjælpe far?

Men nej vi gik. da vi kom over til mine mors venner. Begyndte min krop at vise tegn på det jeg lige havde opleve, jeg begyndte at kaste voldsomt op og min krop begyndte at ryste voldsomt. Jeg begyndte at fryse og svede på samme tid. Sådan var det ofte når jeg have oplevet noget voldsomt. Jeg havde haft det sådan siden jeg var helt lille så jeg blevet ikke længere bange jeg lade mig bare ned og vente til det gik væk.

Jeg spurgte mor ret ofte dagene efter om far have fået hjælp og om han var i live. Hun blev sur hver gang. Og sagde jeg skulle være ligeglad. Men det var jeg ikke. Jeg var bekymrede.

Min far have efterfølgende gået hjem til min farfar og farmor og spist nogen af mine farfars piller. Og derfor blevet indlagt. Han havde heldigvis overlevet. Der gik lang tid hvor vi ikke Boede hjemme og derfor så jeg ikke far eller resten af familien.

episoden her har fulgt mig hele livet. Jeg havde en lang periode hvor jeg ikke kunne spise noget der var rødt, fordi det minde mig om blod. Og jeg kan stadig ikke tåle se blod, uden at få det fysisk dårligt. Det var her min angst for døden nok begyndte. Jeg blev voldsom bange for miste både mor og far.

Jeg husker også jeg have en periode, hvor jeg blev voldsom vred på min far. Uden helt at vide hvorfor.

Idag ved jeg at det var en del af mit traume. Jeg ved også at min far havde været så prasse psykisk. At han kun kunne se denne ene vej ud. Det ved jeg, for jeg har selv været så prasse psykisk at jeg selv prøvet at begå selvmord.

Men det er aldrig den rigtigt løsning. Ligemeget hvor prasse man er findes der altid en anden løsning. 🙏

Tak fordi du læste med

Malene 💜

Jeg er en pige på 30 år som er opvokset med forældre drak. her af leve jeg i meget utryg miljø. Jeg lider af særlig form for muskelsvind, dette har også gjort barndomme svær for jeg følte mig altid forkert. jeg blogger om livet, om en svær barndom, og hvordan man klare det voksne liv på tros af vanskeligheder. jeg blogger om live som katte ejer, med alt det høre med til det job.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *