Vejen ud mørke

Du gjort det på tros af du viste at jeg have været udenfor en delvis voldtægt

Ja titel er netop den følelse jeg står tilbage med. Det er en af de ting i mit liv, jeg har haft svært ved at åbne op for. Og noget af det der har ødelagde mig mest.

Hvorfor gjort du det. Når du viste hvad jeg have været udsat for igennem min barndom.

Jeg boede i pleje og gjort siden jeg var 6år. Jeg aldrig rigtig følt at jeg hørte til, eller følt mig elskede. Jeg var ligesom bare hende problem plejebarn, der bare boede der.

Det her begyndte da jeg var 21år. Manden i huse begynde kramme mig ofte og når han gjort det ende hans hænder på mine byster. Jeg kan huske jeg blev forvirret, fordi normalt var tone og omgang med os meget hård og kold. Jeg husker da jeg var lille og vis jeg sad på skød en læger, fik jeg afvide det gjort man ikke. Og det var ikke fordi der var kram og den slags kærlighed mellem mine plejer og mig normalt, Tværtimod.

Jeg var 21 år have miste min mor og viste faktisk ikke hvem jeg selv var. Jeg have det rigtig skidt psykisk. Så den pludselig omsorg med kram var noget der føles mærkeligt, og forkert. Men jeg kunne ikke sæt ord på hvad var ved det der gjort det. For manden var jo min plejefar. Aldså en mand som skulle være istedet for min far.

Og min far kramme mig da men der følte det jo ikke mærkeligt. Men min far rørte på anden side heller ikke ved mine bryster. Der gik tid og jeg prøve undgå de kram, så godt jeg kunne. Men uden det store held. Som mdr gik blev det ofte og oftere og altid når konen ikke var tilstede. Om aften sad han nede ved computeren i kælderen.

Vi skulle gå ned sige godnat hver aften. Jeg hadet det, for jeg var bange for ende i den tilstand hvor jeg ikke følte mig tilpas, med de ting blev gjort. Den her aften sagde han sæt dig her så kan du hjælpe mig med spille. Jeg syens det var lidt mærkelig jeg som 21 skulle sidde på skød af 50år mand. Men jeg var ikke god til sige fra så jeg gjort hvad blev sagt, han rørte ved mig. Jeg husker angsten komme og jeg have lyst til råbe og flygte men min krop var lamme af angst. Det han gjort var ikke voldtægt men han begrabe sig på mig.

Han rørte mig steder, men slet slet ikke rør sine børn eller plejebørn. Jeg husker jeg fortalt det andet plejebarn hvad var sket. Og ordene jeg fik ødelag mig ligesom meget som selve overgrebe. ” Du nok selv bet om det” sagde han hånligt.

Nej er der noget jeg aldrig bet om var det, jeg aldrig gået udfordringerne eller lagt op til noget. Jeg var meget usikker pige som helst ville være usynlig hvis jeg kunne.

Jeg begyndte høre stemmer jeg begyndte skær i mig selv. Jeg begyndte tro det hele jo var min egen skyld. Jeg ende med ikke truer sove om natten. Fordi jeg var så angst for hvornår sket igen.

Samtidig gjort de mennesker meget ud af fortælle mig at jeg aldrig ville kunne komme ud bo selv. Eller at bosteder rundt om lande ikke passe til mig. Nej jeg skulle bo hos dem altid sagde de.

Det var her jeg tænkt nu gør jeg det. Nu tag jeg op til min mor. Jeg viste det var bedre sted for alle mine drømme var knust jeg have holdt ud 18 år fordi det lovet jeg min mor da jeg var lille. Men et helt liv, nej det kunne jeg ikke klare. Det var her jeg prøve begå selvmord faktisk flere gang. Men heldigvis uden stor held. Jeg ende til sidst på psykiatrisk afdeling på Holbæk. Fik medicin mod depression. Og det blev vendepunktet overgreb stoppe da jeg kom. Hjem igen. Jeg begyndte finde kræfter til kæmpe for mine mål og drømme. Jeg boede i plejen endtil jeg var 23år. Jeg ende med selv sige stop nu ville jeg på bosted.

Overgreb fortalte jeg først folk om da jeg var 25år. Endtil da have været min dybe hemmelighed. Fordi jeg følte det min egen skyld. Idag ved jeg var aldrig min skyld.

Når man er plejefamiliene har man et ansvar for det barn. Den her mand bryd det ansvar, ja jeg var over 18år men det var et svigt. Mest af alt fordi de her mennesker viste som nogen, hvad jeg have været igennem da i min barndom.

Da jeg var helt lille have jeg og min mor været ude for et overfaldet en misbrug slo der slog min mor ned og prøve påbegynde en voldtægt på mig, men min mor fik ham på mærkelig vis til tag hende i steden. og råbte løb til mig. Jeg taknemmelig for det min mor gjort den gang. Denne oplevelse har altid været noget det jeg har skulle kæmpe med. Selvom jeg kun var 5 år og endelig ikke forstod hvad sker så forstår ens underbevidsthed måske stadig.

Når man kender til den her historie hvorfor vælger man så begribe sig på en pige som er så usikker og svært ved sige fra. 🤔 Ja jeg forstår ikke. Og selv den dag idag er jeg mærke af den oplevelse

Et menneske som var sat til varetage give mig det liv jeg have ret til som mine forældre ikke kunne. Valgt at ødelægge mig fuldstændig psykisk. Heldigvis har jeg even til komme mig og stå stærkere. Og det gør jeg i dag. Jeg droppe kontakt og lever et helt normalt liv. Med min mand og katte. Jeg vil altid bære det med mig, det vil altid sidde i mig. Nogen natter vågner jeg græderne fordi jeg drømt om det. det forsvinder ikke bare. Men jeg er komme langt og ved jeg nok en dag kan sige nu fylder det ikke længer i mit liv.

Jeg er en pige på 30 år som er opvokset med forældre drak. her af leve jeg i meget utryg miljø. Jeg lider af særlig form for muskelsvind, dette har også gjort barndomme svær for jeg følte mig altid forkert. jeg blogger om livet, om en svær barndom, og hvordan man klare det voksne liv på tros af vanskeligheder. jeg blogger om live som katte ejer, med alt det høre med til det job.